2023-trends for IT-infrastruktur

Containerization - tag din digitale skæbne i egne hænder

Software-containere er givetvis ikke det sidste, du tænker på, når du lægger hovedet på puden om aftenen, men det burde det måske være. I hvert fald er pakning af data i containere et område, der fortjener langt mere opmærksomhed, end det får i en gennemsnitlig dansk virksomhed.

Lad os begynde med at træde et skridt tilbage:

Hvad er containerization, og hvorfor er det relevant for dig at forholde dig til?

Containerization handler om at pakke applikationer på en måde, så de kan bruges i et cloud-setup. Det foregår i container-tjenester som eksempelvis Kubernetes, som i sin tid blev opfundet af Google og i dag er den altdominerende teknologi på området. Kubernetes er en open source-platform, der håndterer og regulerer applikationer i containere, og teknologien sikrer, at du kan bevare overblikket over komplekse container-setups på tværs af mange servere.

Kubernetes bruges ofte i samspil med Docker – endnu en open source-løsning, som lidt forsimplet laver de containere, som Kubernetes administrerer. Og løsningen bliver “ægte cloud” med alle de fordele, det nu engang giver.

Flyt din kode mellem udbydere

Når containerization er relevant for dig, handler det om, at containeriseret software kan flyttes til andre IT-infrastrukturer, hvis det skulle blive relevant. Og det bliver det, hvis du skulle stå i en situation, hvor du af den ene eller anden årsag ønsker at skifte til en anden udbyder, end du har i dag.

I en dansk kontekst har der gennem årene været en del blæst omkring forskellige offentlige IT-systemer, som har været ekstremt dyre eller de facto umulige at flytte over til andre udbydere, hvorfor det derfor har været nødvendigt at begynde helt forfra. Var disse systemer lavet i containere, kunne de langt nemmere flyttes.

Når det ikke er tilfældet, handler det om, at containerization kræver mere tid i begyndelsen – og derfor flere penge – i udviklingsfasen. Det er de færreste IT-projektledere eller beslutningstagere i købsprocessen, der jubler, når prisskiltet vokser, men det er i bund og grund et spørgsmål om, hvornår regningen skal betales. Containerization koster i begyndelsen, men du får noget temmelig værdifuldt for pengene: Nemlig frihed nede ad vejen. Du tager din digitale skæbne tilbage i dine egne hænder, så du ikke er låst fast til en enkelt teknologileverandør, og du får en fleksibilitet, der kan vise sig at være mange penge værd.

Økonomisk gevinst i det lange løb

Som med alle de fleste andre IT-scenarier giver det ikke mening blot at kigge på, hvad et IT-system eller et IT-projekt koster nu og her. Det er effekten over tid i form af forbedringer, optimeringer, besparelser, effektivisering og alle mulige andre ting, der bærer værdien, og derfor bør du lave en Total Cost of Ownership (TCO)-beregning, så du får det fulde overblik.

Går du i gang med den proces, vil du med stor sandsynlighed opdage, at containerization af jeres applikationer i det lange (og måske også mellemlange eller endda korte) løb er en ret god forretning. Måske skulle du lade det komme an på en prøve?

Tag derfor fat i din IT-samarbejdspartner og få en dialog om, hvorvidt containerization af data kunne være den rigtige vej for jer at gå.

 

 

Har du lyst til at høre, hvad vi kan gøre for dig? Vi er der altid. 

Tlf.+45 3525 5055
hce@progressive.dk